Ring +45 30 50 00 31 eller mail@food-energy.dk

Niels og melet

I umindelige tider – eller i hvert fald så lang tid nogen kan huske – har der knejset en mølle på Møllebakken i Aakirkeby.


Den hollandske ottekantede stenmølle med løghat, selvkrøjer og selvsvikker har stået, hvor den står i mere end 135 år. Før det, stod der en stubmølle. I mere end 80 år har familien Jespersen været den drivende kraft i møllens liv og leveret mel til de bornholmske forbrugere. Og i dag er det Niels Jespersen, der står for produktionen af kvalitetsmel.

Selv om den gamle hollandske mølle ikke længere er i drift, så har Bornholms Valsemølle bevaret en hel del af fortidens dyder: Kvalitet og godt håndværk vægtes højere end kapacitet, og alt korn formales på så skånsom vis som overhovedet muligt.

Paletten er bred, Bornholms Valsemølle er ikke bange for at gå nye veje: Dansk hvede, rug, spelt, durum, ølandshvede, manitoba og emmer – økologisk eller konventionelt dyrket – fortrinsvis dyrket i samarbejde med udvalgte bornholmske landmænd. Der er således fuld sporbarhed fra jord til bord.

Bornholms Valsemølle samarbejder blandt andet med kokken Claus Meyer om hans produktion af 1 kilos mel og brødblandinger. 

valsemoelle

Valsemøllens tætte samarbejde med eksperterne – landmændene – har skabt et eksperimentarium, hvor der er stor interesse i at forsøge sig med nye kornsorter og “nye-gamle” kornsorter, som f.eks. emmer og durum, som kan dyrkes på Bornholm på grund af øens unikke klima med megen sol.

Alt korn formalet på Bornholms Valsemølle er dyrket uden brug af stråforkortere, GMO, spildevandsslam og glyphosat.

WWW